Tilmelding her:
https://4absalon.dk/begivenhed/nathejk-2025
Nathejk er et hårdt løb som kræver lidt planlægning. Men hvis vi forbereder vores spejdere godt, er Nathejk en af de oplevelser som på én weekend gør at spejderne vokser mindst 20 mentale centimeter fra de tager afsted til de kommer hjem. Læs derfor nedenstående hvor vi forklarer hvad Nathejk er og hvordan I hjælper jeres spejdere med at komme godt afsted og godt hjem igen.
Om løbet
Løbet er et såkaldt fangerløb på omkring 50 km i fugleflugtslinje som skal gennemføres inden for 31 timer fra fredag aften til natten til søndag.
I år starter løbet i Tølløse og slutter et endnu ukendt sted på Sjælland. Ruten og mål, er altid hemmelige, men hvis alt forløber som det plejer offentliggøres det, hvor målstregen er,lørdag aften på Nathejks Facebook-side, så gå allerede nu ind og følg siden så i kan holde jer opdateret: https://www.facebook.com/nathejk.
Nathejk slutter søndag morgen kl. 10, hvilket også er tidspunktet I er velkomne til at hente de spejdere som ikke selv finder hjem.
Læs mere om Nathejk på deres officielle hjemmeside: https://www.nathejk.dk/hvad-er-nathejk/
Forberedelse og planlægning
Allerede nu har vi talt en del om Nathejk med spejderne. De er ret meget med på hvad det går ud på. Som udgangspunkt er det os, tropslederne, der laver patruljerne. For os er det vigtigt at det bliver nogle blandende patruljer, hvor der både er nogle yngre og ældre spejdere og også gerne nogle ældre spejdere der har prøvet Nathejk før.
Når vi så har lavet patruljerne, er det spejdernes egen opgave at sørge for planlægningen. Det vil sige at de skal sørge for transport til og fra løbet, mad undervejs, fælles grej som førstehjælpskasse, toiletpapir og presenning.
Læs mere om forslag til pakkeliste på Nathejks hjemmeside: https://www.nathejk.dk/pakkeliste/
På spejdermødet den 15. september, mandagen forud for Nathejk, taler vi udelukket om Nathejk. Vi gennemgår alle patruljernes planlægning, vi gennemgår hvad der vil være smart at have med i sin taske, strategier for vabler og godt humør undervejs, samt hvad man gør hvis samarbejdet i de tidlige morgentimer bliver udfordret.
Når spejderne kommer hjem, er det forståeligt nok trætte og selv om de måske lige har en historie eller to, så har de mest af alt brug for en hjælpende hånd med udpakning, et hurtigt bad, evt. en kold cola, lidt chokolade og så en tidlig sengetid – der er jo spejder om mandagen og her skal deles historier med de øvrige spejdere.
Mad
I må også meget gerne hjælpe dem med mad, spejderne skal være selvforsynende med mad hele weekenden, dog med undtagelse af søndag morgen, hvor de får udleveret morgenmad.
Man bestemmer selv, hvad man tager med at spise og om man vil have udstyr som en trangia med. Men alt tæller som vægt i rygsækken, så overvej grundig hvad der kommer med.
Maden skal både være nærende, men også rar at spise når man er træt. Så en blanding af pølsehorn og chokolade er ikke nødvendigvis en dårlig ide.
Spejderne er sejere end de selv tror, langt sejere end deres tropsledere tror, og milevidt mere seje end deres forældre tror!
Den primære udfordring på løbet er det fysiske. Det er en lang distance (50-60 km) med let oppakning og uden megen søvn. Vores vurdering, baseret på tidligere erfaringer, er at alle spejdere, uanset om de gennemfører eller ej, får en super fed oplevelse, om end det skal forventes at blive lidt hårdt. Jeg (Sune) har de sidste to år stået på målstregen og klappet samtlige 150 patruljer i mål, tropsspejdere er så vanvittige seje, at det er til at få tårer i øjnene!